Hvorfor taber jeg mig ikke? Når vægten styrer humøret
Du gør det egentlig godt. Prøver at holde fast i dine vaner. Og så viser vægten pludselig mere end i går.
Måske tænker du: Hvorfor taber jeg mig ikke? Virker det overhovedet? Eller er det hele ødelagt?
Jeg fik en besked fra en klient, som havde det præcis sådan. Hun havde været ude at spise en burger med lidt pommes frites og drukket en Pepsi Max. Næste morgen viste vægten 900 gram mere. Morgenmad og frokost havde været som normalt.
900 gram mere er ikke nødvendigvis 900 gram fedt
Et hop på badevægten fortæller ikke i sig selv, hvad vægten består af. I hendes situation var en stor del formentlig væske og mad i systemet. Salt og kulhydrater kan også spille ind.
Derfor kan en enkelt morgen ikke fortælle hele historien om dit forløb. Du kan have haft en god uge, spist godt, bevæget dig og haft mere overskud, selvom tallet ikke viser det, du havde håbet.
Men det vigtigste i den historie er faktisk det, der sker bagefter.
Hvad gør du, når vægten skuffer dig?
“Så virker det jo ikke.” “Jeg har ødelagt det.” “Jeg starter igen på mandag.”
Det er her, mange kommer til at smide en indsats væk, som de ellers var godt i gang med. Tallet skaber en følelse, og følelsen får lov til at afgøre, hvad der skal ske resten af dagen.
Hvis du kun kan holde dine vaner, når vægten belønner dig, bliver processen meget sårbar. Derfor arbejder vi med at kunne fortsætte med de aftalte vaner, også når en vejning føles træls.
En enkelt måling behøver ikke udløse en helt ny plan. Og den behøver ikke gøre mandag til endnu en ny start.
Vægten skal være data, ikke en karakterbog
I VaneCampen har vi holdt en workshop om vægtens magt. Bagefter udfordrede vi klienterne til at lade vægten stå i fire uger. Mange valgte at være med.
Det var en konkret øvelse i vores forløb. En mulighed for at rette opmærksomheden mod andre spørgsmål end, om tallet var gået ned den morgen:
- Kan du komme videre efter en weekend?
- Kan du spise noget lækkert uden at føle, at alt er ødelagt?
- Kan du fortsætte, selvom motivationen er lav?
- Kan du have en god uge, selvom vægten ikke belønner dig?
Vi arbejder stadig med vægttab, når det er målet. Men vi vil også gøre vores klienter bedre rustet til at holde fast og undgå at starte helt forfra igen.
En enkelt stigning og længere tids stilstand er forskellige spørgsmål
Historien om de 900 gram handler om en ændring fra den ene dag til den anden. Den kan ikke i sig selv forklare, hvorfor din vægt eventuelt har stået stille gennem længere tid.
Hvis du er i tvivl om udviklingen i dit eget forløb, så tag det op med din coach, og se på det sammen. Pointen er at bruge oplysningerne til en samtale om processen frem for at lade en enkelt følelse bestemme.
Læs også mine tanker om idealvægt og 7 bundærlige råd til vægttab.
Skal vægten fylde mindre i dine tanker?
Lad os tale om dine vaner, dine forventninger og det, der sker, når forløbet ikke føles som en lige vej frem.